Af Hans Lohman Andersen
Da min far i 1936 tiltrådte embedet som førstelærer ved Åsum skole, var der til embedet en ekstra stillingsbetegnelse: Kirkebylærer.
Dette indebar, at min far, foruden lærergerningen, tillige skulle fungere som kirkesanger (senere organist) ved Åsum Kirke. Dette medførte et tæt parløb med sognepræsten for Seden-Åsum i Seden Præstegård. Dette foregik efter en ret nøjagtig arbejdsgang.
På et bestemt tidspunkt lørdag eftermiddag kom en opringning fra Seden Præstegård med numrene på salmerne til søndagens gudstjeneste. Mine tre søskende og jeg hjalp på skift far med at sætte salmenumre op enten lørdag eftermiddag eller søndag formiddag. Ved gudstjenester med altergang skulle altervin og oblater, der dengang blev opbevaret i Rytterskolen, bringes med op i kirken. Ved juletid sørgede kirkeværgen og graveren for opsætning af juletræer, som min far og vi børn forsynede med levende lys juleaften og juledag.
Præsterne havde dengang en præstekjole hængende i Rytterskolen, som de så skiftede til inden gudstjenesten. Den hang i et lille rum under trappen op til førstesalen. Naturligt kaldte vi altid rummet: Præsterummet.
Trapperummet, hvor præsten havde en kjole hængende.
Dengang var der hver anden søndag eftermiddagsgudstjenester kl. 14. Det blev så en fast tradition, at præsten efter gudstjenesten drak kaffe ( i krigsårene under 2. verdenskrig L. Christensens Maltkaffe) inden han tog tilbage til Seden.
Som børn blev mine søskende og jeg vænnet til at følges med vore forældre i kirke på skift. Der var måske nok her tale om lidt mild tvang, eftersom børn af natur helst vil lege, men jeg oplevede det nu aldrig som noget stort problem. Her 20 år før verden eksploderede i ungdomsoprør, tror jeg nok, at min generation mente, at når vore forældre var 20 år ældre end os, så havde de vel også mere erfaring så det sikreste var nok at følge de afstukne rammer.
I 1936, da vi kom til Åsum, var præsten Poul Prip, der var præst fra 1932 til 1944. Jeg erindrer ham som en venlig mand med et utrolig fast håndtryk ved goddag og farvel. Så gjorde han sit arbejde utroligt grundigt, hvilket gav sig udslag i prædikener af en betragtelig længde, således at en gudstjeneste ofte kom til at vare halvanden time. I hvert fald for en knægt på 10-12 år føltes det længe, men vistnok også for voksne.
Engang havde Prip en indbydelse med til børnene i Rytterskolen om den næstfølgende søndag at komme til en dyst med de 4 børn i Seden Præstegård i kroketspil, som vi dyrkede meget. Vore forældre skulle naturligvis med, og jeg husker, at vi børn fra Rytterskolen led et gedigent nederlag, men vi trøstede os med, at præstens børn var på hjemmebane og kendte til hver lille ujævnhed på præstegårdens store græsplæne. Pastor Prip døde Langfredag i 1944 efter kort tids sygdom.
Efter pastor Prips død Langfredag i 1944 gik sommeren med prøveprædikener af forskellige ansøgere til embedet i Seden-Åsum, heriblandt også en pastor Lindum, der også underviste i religion på Odense Katedralskole, hvor undertegnede var startet i mellemskolen i 1943. Den foretrukne ansøger blev imidlertid sognepræsten i Vissenbjerg siden 1935, Ole Borch Madsen, hvis far i øvrigt havde været provst i Fåborg. Borch Madsens styrke var evnen til at formulere sig klart i prædikener, der var væsentligt kortere, end man var vant til i Åsum, hvilket bekom alle vel. Han fortsatte traditionen fra Prip med at få kaffe i Rytterskolen efter gudstjenesterne om eftermiddagen.
Da bilerne efter krigens afslutning igen kom ned fra opklodsningen, ankom han i sin lille Ford Y, der var een af 1930ernes populære småbiler med den svimlende motorstyrke på 21 hk. Dengang havde mange familier, deriblandt mine forældre, endnu ikke bil, så en biltur var lidt af en oplevelse. Nu viste det sig, at min hyppige kirkegang gav visse frynsegoder. En sommerdag blev mine forældre og jeg inviteret med til Borch Madsens sommerhus nær Fåborg, hvor det lå ud til stranden. Nu var Borch Madsen høj og slank med et meget flegmatisk og roligt bevægelsesmønster, der ikke gav indtryk af nogen form for sportsudøvelse, men her overraskede han i nogen grad. Efter at have iført sig et par minibadebukser trak han en kajak frem fra et skur og stod til søs i det sydfynske øhav.
Ved en anden lejlighed blev jeg, sammen med min far og min storebror Helge, inviteret med på biltur til Knudshoved ved Nyborg for at se på isskruninger. Det var isvinter, og da vi kørte ud ad Staupudevej var denne pludselig spærret af snedriver, der endnu ikke var ryddet. Borch Madsen kørte så bilen ind på Solbakkens frosne pløjemark og fortsatte ud til Nyborgvej, men jeg skal love for at bilens stive bladfjedre gav os en ordentlig rystetur. I øvrigt var hele turen til Knudshoved ret dramatisk. Vejene dengang blev ikke saltet, så kørselen foregik på et islag af fastkørt sne.
Da jeg, som tidligere nævnt, var startet i mellemskolen i 1943, kom jeg af praktiske grunde til at gå til præst ved pastor Poul Øllgård i Odense. Han var i øvrigt bror til biskop Hans Øllgård, der i 1948 indskrev sig i Historien ved, trods voldsomme protester fra mange biskopper og præster, at ordinere de første 3 kvindelige præster i Danmark. Som Øllgård tørt bemærkede: Der skal jo nogen til det værste.
Her skal dog siges, at Borch Madsen var for kvindelige præster. Selvom jeg således gik til præst i Odense, fik mine forældre alligevel fikset det med Borch Madsen, så jeg sammen med mine jævnaldrende kammerater fra Åsum blev konfirmeret af ham i Åsum Kirke kort før Danmarks befrielse i 1945. Ole Borch Madsen døde pludselig i sit embede i Seden Præstegård i 1973 kun ganske få dage efter, at han havde konfirmeret sin årgang nr. 29 af konfirmander i Seden-Åsum.