Jul i Rytterskolen

Af Hans Lohmann Andersen

Julen i det gamle landsbysamfunds tid, oplevet af en degnesøn i Aasum Rytterskole i årene omkring anden verdenskrig.

I 1936 tiltrådte min far S.B. Andersen, som førstelærer ved Aasum Skole. Med ham fulgte min mor, Johanne, der stammede fra gården med det besværlige navn, Hlidarende, der lå 1 km øst for Aasum, og min ældre bror Helge og en søster Inger-Johanne. Senere tilkom endnu en bror, Bertel, født i 1939.

Aasum Sogn var endnu intakt som landsbysamfund af den Morten Korchske model. Landbrugserhvervet var bakket op af håndværkere i landsbyen, og der var hele to købmænd i landsbyen med en tredje kun få hundrede meter væk hinsides Odense Aa. Mejeriet lå på bakken lige nord for Aasum. Og så var der to skoler i landsbyen. I forskolen underviste Olga Jensen de tre første årgange. I Rytterskolen underviste min far de sidste 4 årgange.

I bagbygningen til forskolen var et pissoir og toiletter til fælles brug for skolerne. Lige bagved løb jo bækken. Skolen og kirken var tæt forbundne. Min far var ansat som kirkebylærer, d.v.s. at han også var kirkesanger (senere organist) og førte den ene kirkebog.

Også privat var forholdet tæt, idet de skiftende præster, først Poul Prip og senere Ole Borch Madsen, havde en præstekjole hængende i Rytterskolen, hvor de før og efter hver gudstjeneste klædte om. Da der dengang også var eftermiddagsgudstjenester kl. 14, var det blevet en fast tradition, at præsten drak eftermiddagskaffe (under 2. verdenskrig L. Christensens kaffeerstatning), før han kørte tilbage til Seden.

Når julen nærmede sig, skete der altid en voldsom stigning i aktivitetsniveauet omkring kirke, skole og forsamlingshus. I forsamlingshuset blev der dekreteret træning i julelege med mødepligt nogle eftermiddage efter skoletid. Her øvede Olga Jensen og min far  på skift gamle julelege, der skulle afvikles ved det store skolejuletræ, der altid var 4. juledag i forsamlingshuset. Herudover blev der også nogle aftener i vores privatbolig i skolen afholdt produktion af julestads til at hænge på skolejuletræet. Her blev bl. a. flettet stjerner af papirstrimler i massevis. Disse aftener deltog eleverne fra de ældre klasser. Undertiden læste min far så nogle historier imens. Senere serveredes kaffe og vandkringle og slik.

En eftermiddag op til jul tog så lærerinde Olga Jensen og min far til Odense og købte en masse gaver, der skulle bruges til uddeling til alle de børn, der gik i skolerne ved juletræet 4. juledag. Herudover købtes slik i store mængder, der skulle fyldes i poser, så alle sognets børn, også de, der ikke gik i skole, kunne få en slikpose hver ved juletræet. Selve det store juletræ blev i 1940érne sponsoreret af proprietær Stevnsmose på ”Bjergager”, der lå lige overfor Aasum Mejeri. I den forbindelse inviterede han hele mejeribestyrer Brønseruds familie og lærerfamilien i Aasum Skole på en årlig juletræstur ned i Ræveskoven, hvor såvel skolejuletræet som vore private juletræer blev fældet og hjemkørt på en gammeldags høstvogn. Det var en virkelig frisk oplevelse.

Man bør lige erindre, at det var længe før den globale opvarmning var blevet opfundet. I 1940'erne kom isvintrene på stribe, og oftest foregik turene ad frosthårde og snedækkede mark- og skovveje. I krigsårene var det med hesteforspand, men efter 2. verdenskrig blev hestene udskiftet med en JEEP som trækkraft. JEEPen var det lille, labre, firhjulstrukne køretøj, som blev anvendt af vestmagterne under 2. verdenskrig, og et sådant anskaffede Stevnsmose sig kort efter krigen til lettere landbrugsarbejde og transport. Det var imidlertid svært ikke at køre lidt stærkere end hestefart, og jeg erindrer endnu Stevnsmoses storsmilende ansigt i JEEPen, når han så bagud og så den rystetur, som degnen og mejeribestyreren med familier fik på den gamle landbrugsvogn over de frosne markveje. Efter turen til Ræveskoven ventede fru Stevnsmose med et stort kaffebord på ”Bjergager”. Det var altid meget hyggelige ture.

 I julen var der også altid ekstra travlt i kirken. Vi børn hjalp far med at sætte salmenumre op i kirken samt sætte stearinlys i holderne på de to juletræer, der var i kirken. Der skulle nye lys i både juleaften og 1. juledag. Først når skolejuletræet 4. juledag havde fundet sted, kunne en vis afslapning indfinde sig. Skolejuletræet var jo ved siden af høstfesten, én af de virkelig store begivenheder for alle sognets beboere. Alle disse begivenheder var muligvis årsag til, at mine forældre altid lod juletræet stå til Hellig Trekongers aften lidt hen i januar for ligesom at trappe lidt varsomt ned.

Til sidst lidt om, hvilke pligter, vi som børn blev pålagt. De af os, der kunne cykle, skulle på skift hente mælk, fløde og smør på mejeriet hver morgen inden skoletid. Hver lørdag eftermiddag skulle den dengang grusbelagte legeplads rives, og baggården skulle fejes. Så skulle brændekassen i køkkenet holdes opfyldt med tørv i den ene ende og optændingsbrænde i den anden. Jeg fik under krigen pålagt at sørge for mørklægningen om aftenen. Rullegardinerne skulle trækkes ned og kantlisterne på i begge sider. Så skulle vandgryden i komfuret altid holdes fyldt, så der altid var varmt vand.

Og lidt om klimaet. Koldt var det ofte, rigtig koldt. Nogle vinteraftener var der rim på dynerne, når vi gik i seng om aftenen. Når temperaturen kom meget langt under frysepunktet knirkede sneen på en særlig måde, når man gik eller kørte på den. Dengang var saltning af isbelagte veje ikke opfundet. Jeg erindrer, at min ældre bror og jeg, efter at vi var kommet på katedralskolen i Odense, igennem en hel uge løb på ski til skolen i Jernbanegade, fordi cykling var umulig på de isbelagte veje. Og på engene nede bag karetmageren kunne Aasums børn og unge ofte i flere uger muntre sig med skøjteløb. At global opvarmning engang kunne blive et problem indgik naturligt nok slet ikke i vores forestillingsverden.