Jens Hansen AAsum, om sine Oplevelser under Krigen 1864
Bragt i Fyns Tidende 2. August 1925
Efterfølgende er afskrift af denne artikel. Der er ikke ændret i stavemåde m.m. i forhold til det oprindelige skrift.
En af de gamle Veteraner fra Krigen 1864, Jens Hansen, AAsum, Kan endnu paa en underholdende Maade fortælle om sine Erindringer og Oplevelser under Krigen. Vi gengiver her en Del af den gamle Veterans interessante Beretning.
Jeg er, siger Jens Hansen, født i Revninge ved Kerteminde den 4. April 1839. Min Fader
boede i Birkum; men min Barndom og Ungdom tilbragte jeg hos min Bedstemor, der var Enke efter en Fæstegaardmand i Revninge.
I Efteraaret 1861 var jeg paa Session i Kerteminde og blev taget til Infanterist. Næste AAr blev jeg indkaldt som Soldat i Odense. Jeg laa ved 5. Bataillon 3. Kompagni et AAr.
Faa Uger efter, at jeg var hjemsendt, blev jeg atter indkaldt, da det truede med Krig. Vi laa i Odense en Maaned. Saa døede Frederik den VII, og Christian den 9 blev Konge. Vi aflagde Ed til den nye Konge, og kort Tid efter rejste 2. Kompagni til Nyborg for at overtage Vagt- og Ordonnanstjeneste. Senere blev udtaget 12 Mand af hvert Kompagni til at afløse 2, Kompagni, der blev sendt til Dannevirke. Blandt disse 12 Mand af vort Kompagni var jeg.
Vi blev ikke længe i Nyborg. Vi sleb Sabler paa Smergelstene og lavede Papirhylstre til Patroner. Vi var ogsaa i Korsør for at gøre Tjeneste; men pludselig fik vi Befaling til at rejse tilbage til Nyborg.
Vi skulde til Dybbøl.
Jeg blev syg og skulde ligge paa Sygehus i fem Dage; jeg kom saaledes ikke med de andre. Sammen med kammerat gik jeg til Ullerslev. Derfra kørte min Mosters Mand
os til Revninge. Jeg vilde hilse af med min gamle Bedstemor.
Da vi rejste sagde Bedstemor: ”Nu faar jeg dig vel aldrig mere at se mere?” Jeg svarede:
”Med Guds Hjælp kommer vi nok tilbage.”
Vi var slet ikke bange for Krigen. De Revninger kørte saa for os til Odense, hvor vi
laa om Natten. Vi skulde melde os hos Sognefogden i Verninge. Paa Vejen gik vi ind
en Sted og bad om en Gang at drikke. Det fik vi, og Manden kørte os derpaa uden
Betaling til Verninge. Fra Sognefogden gik vi til min Bedstegarders Familie i Glamsbjerg;
de kørte for os til Assens.
Herfra sejlede vi til Sønderborg, hvor vi meldte os til vor Kommandersergent, Erlandsen.
Dagen efter kom vi paa Forpost Nordvest for Dybbøl. Vi saa ikke Tyskerne den første Dag. Næste Dag skulde vi rekognosere Skoven ved Sottrup og Alssund. Vi fik Voksdugshuer til at trække over vore Kasketter og Ordre til at lade Geværerne. Vi marcherede gennem Sønderborg, om ved Skanserne, ud til Sottrup.
Og straks var Spillet gaaende.
Vi sloges med Tyskerne hele Dagen. En Aften senere var vi paa Forpost og stod i
Kæde. Det var bælgmørkt. Allerbedst som vi stod raabte min Sidekammerat 3 Gange:
Hvem der? Da ingen svarede, skød han. Det var imidlertid en gammel Pil, der bevægede sig lidt frem og tilbage.
Næste Dag sagde Kaptajn Rothe til Ham: ”Jeg kan se, min Søn, at du er aarvaagen paa dein Post, du skal faa det første Dannebrogstegn, der kommer til Regimentet; men du kunde lige saa let have skudt en gammel Ræv som den gamle Pil.” I seks Dage derefter laa vi paa Als, jeg laa ved 5. Regiment 2. Bataillon 7. Kompagni. Vi løste 16. og 17. Regiment af, og 2. Paaskedags Morgen kom Tyskerne ved 2-Tiden og gik paa os.
I Skyttegraven raabtes: Holdt! Hvem der? Svaret fra Tyskerne var en Geværsalve, og
saa raabte de Hurra.
Jeg gravede ved Skanse 2 – eller 3 – og maatte retarere for at faa fat i mit Gevær og Tornyster – og saa tilbage i Skansen.
Tyskerne havde angrebet 10 Regiment. Der kom saa to store Kollonner og skulde
tage os paa højre Fløj; men de blev skudt ned. Det var ved Ragebøl Kro. Resten søgte at samle sig bag en Hegn; men vore Kanoner gjorde atter lyst imellem dem. En enkelt Tysker kom frem for at skyde; men et velrettet Skud fra os fjernede ham. Saa hejste Tyskerne Parlamentærflag. Parlamentæren blev bundet for øjnene, mens han førtes gennem vor Stilling. Han førtes til Feltvagtskommandøren og bad om Vaabenstilstand i 24 Timer, da de havde saa mange døde og saarede, at de ikke kunde faa dem bort.
Divisionskommandøren, Oberst Bülov, gjorde Stads af 10. Regiment og sagde til dem, at nu kunde han se, at Slesvigerne begyndte af faa Fædrelandskærlighed, 10 Minutter efter, at vi havde forladt Stedet, kom første Granat fra Broager og slog ned paa Pladsen.
Den 18. April laa jeg i Sundmarksbarakkerne. Vi blev blæst ud og kommanderet ned at besætte Alssund. Da Tyskerne havde taget Dybbøl, saa vi dem bære vore Tæpper på deres Bajonetter, De var maaske bange for at blive befængt med Utøj. Under Vaabenhvilen gik jeg til Læsning hos Løjtnant Schleppegrell. Han sagde: Nu skal vi opføre os som rigtige militære igen. Kommer vi ind, skal vi huske at hilse smukt paa militær vis.
Efter vaabenhvilens Slutning.
Blev vi beordret paa Forpost ved Alssund. Den første Nat hørte vi megen Uro i Skoven
paa den anden Side og blev om Morgenen beordret i Dagstilling. Næste Nat maate vi ud igen. Jeg stod paa Udkig og saa Tyskerne rende Baadene i Vandet. Saa sagde jeg til Løjtnanten: ”Nu har vi dem.” Løjtnanten svarede: ”Ja, ganske rigtigt.” Vi stak Ild paa vor Tjæretønder skød Tønden ned. Vi trak tilbage paa Landevejen. Der stod vi lidt, blev saa kommanderet i Kæde paany.
Vi kom forbi en Stald. Der stod en gammel Mand og sadlede en Hest for at slippe bort saa hurtigt som muligt. Tyskerne beskød os fra højre bagfra. Saa sagde vil til hinanden: ”Nu kan vi ligge saa godt staa og blive skudt som ligge ned.” Vi skød 25 Skud paa de Tyskere der var foran os; saa trak de væk. Saa kom der 10 Tyskere løbende. Vi var da 11 Mand, som sagde til hinanden: ”Skal vi prøve at tage dem?” Vi løb paa Hænder og Fødder hen til en Grøftevold. Jeg rejste mig halvt op. Da saa jeg en Tysker 400 Alen, sigtede og skød, og Tyskeren rullede ned af Volden. Saa kom Tyskerne igen, og vi derned, og med et var vi over dem med Bajonetterne. De klynkede; ”Ak, Herre Jesus, kære Daner, giv os Pardon!” Vi tog de otte.
Da vi kom ned i Løbegraven med dem, kom den lille Løjtnant Skaarup. Han sagde: ”Det var godt gjort af jer. Nu skal jeg sige Jer, hvor mange, der er kommet over. Der 2000. Men nu er ”Rolf Krake” kommen, og saa kan der ikke komme for lidt efter blev vi selv taget til Fange, da vi ikke selv kunde komme igennem. Mange faldt, bl. a. Rasmus Eriksen her fra Egnen.
En kæk Kvinde
Vi blev trukket ned over Alssund til den anden Side i Skoven. Der laa paa en af de tyske Ambulancebaarer en døende Dansker. Vi blev samlet en Del Fanger og ført op efter Sottrup, bevogtet af tyske Hussarer. De var flinke. Saa kom vi ind i Sottrup Kirke og spiste. Vi førtes derpaa til Flensborg af tyske Lansenerer. Da vi gik paa den store Landevej, var der en Kone, der lukkede sit Vindu op og stod i sin Stue med den danske Fane ved sin Side.
En Lansener gjord Front mod hende og befalede paa Tysk, at hun skulde fjerne Fanen, ellers blev hun skude; men hun pegede paa sit Bryst og sagde: ”Værsgod, skyd!” Lanseneren lod hende i Fred.
Nærmere Flensborg kom de danske Beboere ud for at tage mod os. Vi frygtede i Førstningen, at de vilde gøre Nar af os; men da vi kom ind i Byen, mærkede vi, at de vilde vort Vel. De kom med den ene Flaske Vin efter den anden og vilde give os. Men Lansenererne red frem og tilbage for at hindre dem deri. Oppe paa Gaden vilde en Lansener hurtig vende sin Hest, men den gled om paa Bagdelen. Lanseneren stak sin Lanse ind gennem et Vindue og knækkede den. Han fladt af Hesten, der rejste sig og løb sin Vej. Vi klappede – vi turde jo ikke raabe Hurra.
Vi kom ind i Kirken og overnattede der. Flensborgerne bragte os Mad og Drikke, saa længe vi kunde synke en Bid. Om Morgenen kom de igen og bad om vort Nr. og Navn for at kunde melde tilbage, at vi var i Live.
Vi fik igen Mad, og de uddelte Skjorter, Støvler o.s.v. til alle, som trængte. Kl. 4 rejste vi til Rensborg. Der blev vi indkvarteret i en Bræddehytte.
Jeg laa paa den sorte Jord. Tyskerne vilde sælge os en røget Sild og ”saaden en Bitte”; men vi vilde intet købe af dem.
Over Altona og Hamborg førtes vi til Berlin. Mens vi stod opstillet der i to Geledder – jeg stod i forreste – stod nogle fine Herrer og pegede paa mine Bukser.
Der var seks Hulle, som en Kule havde lavet. Mine Bukser havde været lagt i Læg for at kunde gaa i Støvlerne. De gav mig en Daler for hvert Hul. Hele Dagen og næste Nat kørte vi og kom til Kasne. Der laa vi i 17 Dage, arbejde den halve Dag og slog Kegler den anden halve.
Saa førtes vi til Østrig. Løjtnanten solgte Keglebanen og gav os Pengene og sagde,
at vi skulde købe Skraa for dem, for naar vi kom til Østrig, kunde vi ingen faa.
Vi kom til Vien, laa der om Natten og sejlede saa 12 Mil op ad Donau til en lille by,
der hed Krems. Der havde vi det godt. Vi fik Oksekødsuppe hver Dag, den ene dag
klar Suppe, den næste Dag med Gryn o.s.v.
Den Femte Dag fik vi udleveret 5 Hvedebrød. Vi havde vor Frihed og kunde gaa, hvorhen vi vilde, men vi skulde være hjemme Kl. 9 om Aftenen, hvis ikke, bliv vi straffet som deres egne Militære. Vi bestilte ingenting. Havde ingen Bevogtning. Vi skulde blot melde os hos Vagten, naar vi ønskede at gaa ud. Mens jeg var der, fik jeg ”den ægypæiske” Øjensygdom og kom paa Sygehuset. Det varede kun 5 Dage, saa var jeg rask. De sagde, at naar vi vaskede os, skulde vi tage Vandet i en Flaske, hælde noget i Munden, spytte det ud i Haanden og gnide os med det i Ansigtet, saa blev vi ikke smittede. Vi skulde også vogte os for hvilke Viskestykker vi tørrede os paa. Vi var i Krems ca. 3 Mdr. Da vi skulde rejse, blev vi opstillet i Kasernegaarden paa to Geledder. Vore Underoffi cerer fik Kommandoen. Der blev kommanderet: March. Og Musikken lød.
Den første Melodi var ”Den tapre Landsoldat”, derpaa ”Nu skal vi atter med Prøjserne slaas”. Da vi kom paa Damperen, holde de Tale for os, der blev oversat paa Danske. De meddelte os, at der nu var sluttet Fred, og ønskede os en glædelig Hjemkomst. Saa gled Skibet. Damerne vinkede med deres hvide Lommetørklæder, saa længe de kunde se os.
Jeg blev paa Hjemvejen igen syg og maatte standse i Kassel, hvor jeg laa på Sygehuset
nogle Dage blandt ene Tyskere; men de var flinke mod mig. Jeg kunde ikke komme videre, før der kom en ny Flok fra Østrig, dem fulgtes jeg saa med Resten af Vejen hjem. I Hamborg saa vi Tyskerne komme marcherende med deres Geværer omviklede med Grønt. De vilde jo vist sig som Sejrherrer. Da vi kørte gennem Rensborg, sagde Korporal: ”Lad os faa den tapre Landsoldat!” Vi sang – og fik den ene Sten gennem Ruderne efter den anden. Da Toget holdt, sagde Ransborgerne: ”Hvis I vover at synge den en gang til, skal vi sende Bud til Flensborg og sørge for, at I ikke kommer hjem.” Da Toget igen kom i Gang, fik de den: ”Og den har Tysken haanet og traadt den under Fod.”
Men En Dag Stod vi otte Mand stille paa Flensborg Gade. Da kom en Civil, men for os at se en meget fin Herre forbi. Vi hilste paa militær Vis, og saa kom han hen og lagde 8 Daler i min Haand, en Daler til hver af os. Den niende Mand af Kammeratskabet beklagede sig Dagen efter over, at han ikke havde været med – saa fik han min Daler.
En anden Dag gik vi to Mand paa Gaden. Saa kom to Smaapiger og bad os om at komme op til deres Fader. Vi fik der god Mad og Drikke. Hans Døtre sagde, om vi ikke vilde med ned paa Kirkegaarden og se, hvorledes Tyskerne havde ødelagt Løven. Før vi gik derned, hæftede de et Dannebrogsflag paa vort Bryst. De maatte jo ikke selv bære det.
I Flensborg glemte jeg min Brødpose. Vi kom saa videre over Sønderborg til København.
Her fik vi Ordre til at aflevere vor Mundering; men lidt efter skulde vi hente den igen; den skulde først afleveres i Odense.
Jeg fik alligevel ikke mine egne Bukser igen. Jeg vilde gerne have beholdt dem for
de skes Hullers Skyld.