Fra heltidslandmand til deltidslandmand fra ca. 1950 til 1990
Af Hans Lohmann Andersen
Op til 1950'erne var der i Åsum og Rågelund imellem 20 og 30 selvstændige landbrugsbedrifter.
I dag drives landbrugsjorderne i Åsum sogn af under 10 aktive landmænd. Denne dramatiske udvikling er, såvel i Åsum som ud over landet, sket inden for et halvt århundrede. Efterfølgende er en beretning fra een af aktørerne i denne udvikling. Jeg har tidligere i Åsum Sogneblad skrevet om mine barndomsminder fra Rytterskolen i Åsum. Dette er en opfølgning på, hvad der senere hændte.
Først et kort sammendrag af historien omkring Åstedet for den efterfølgende dramatiske beretning: gården Hlidarende (i dag Rågelundvej 76), der var min mors barndomshjem:
I 1881 blev der udstykket ca. 14 ha jord fra gården Brydeland i Åsum til min morfar, Kristian Lohmann Rasmussen, der var søn fra gården. Han lavede selv tegningerne til gården samt vinduer og døre i stuehuset. Arkitektur samt kunst og politik interesserede ham mere end det daglige, lidt møjsommeligere slæb med landbruget, der vel nok i sandhedens interesse var ham en pestilens!!! Han var i årene fra 1881 til 1906 medlem af rigsdagen, valgt af partiet Venstre i først Middelfartkredsen, senere Otterup kredsen, hvor han i 1906 mødte sit politiske Waterloo i form af en RADIKALER!!!
Han fik 9 børn, hvoraf min mor var den yngste. Med en far, der var i København en stor del af årene, kunne systemet kun fungere ved, at de 9 børn, så snart de havde forladt kravlestadiet og begyndte at gå på benene, blev sat i arbejde. Naturligvis har der også været ansatte karle og piger til medhjælp i dagligdagen.
I 1913 tilkøbtes skolejorden på godt 4 ha. til gården efter at have været forpagtet siden 1893.
Efter min morfars død i 1919 overtog min morbror, Helge Lohmann, gården, og min moster, Maren Lohmann, blev på gården som husholderske. De var begge ugifte og barnløse, hvorfor undertegnede kom ind i billedet som evt. efterfølger.
Efter realeksamen i 1948 fra Odense Katedralskole havde jeg overvejet to erhvervsmuligheder:
Journalist eller advokat. Min mor var begyndt at snakke lidt om, at bondens liv var det frieste frie. Ja, tænk det sagde man dengang. I dag er der vel næppe noget erhverv, der er mere kontrolleret og skemabelagt, end landbruget. Og det endda både i hoved og ...
Jeg valgte så at prøve landbruget. Mine søskende og jeg havde også hvert år i skoleferierne været på høstarbejde på gården, og det var faktisk altid noget, som vi glædede os til.
September 1948 tiltrådte jeg så ved min morbror som landbrugselev på prøve. Det var et helt traditionelt landbrug som taget ud af en Morten Korch film: 8 køer med opdræt af rød, dansk malkerace, en halv snes svin ad gangen i svinestien, 25 høns alle hvide italienere, 2 Jydske heste i stalden samt et antal katte.
Pløjearbejdet var mit absolut foretrukne, hvor man kunne gå stille og roligt i furen bag den eenfurede Fraugdeplov. Hestene passede sig selv, een gik nede i furen og en anden på land, så man kunne gå og tænke på alt muligt andet. Efter kun 2 år, hvor jeg havde pløjet de 17 ha med heste, blev vi så indhentet af de nye tider: som den første så lille gård i sognet erhvervede min morbror formedelst 8.400 kr. kontant een af de meget solgte små Grå Fergusontraktorer med en tofuret plov til.
Det var i marts 1950, og fra 11. maj 1950 til 21. april 1951 fik jeg en pause i landbruget, da jeg aftjente min værnepligt, først 3 mdr. ved 4. Regiment i Roskilde, derpå et halvt år ved Bornholms Værn i den helt nybyggede Almegårdslejr 3 km nord for Rønne, og til sidst nogle ophold i Holbæk og Vordingborg kaserner i forbindelse med øvelser. Perioden var iøvrigt ret spændende med udbrud af Koreakrigen.
Sidst i april 1951 var jeg igen tilbage i min læreplads hos min morbror på Hlidarende.
Efter soldatertiden gik der kun indtil 1953-54, hvor jeg igen havde en pause fra landbruget p.g.a. et ophold på Askov Højskole, hvor der netop var tiltrådt en ny forstander, Knud Hansen, der afløste den navnkundige Arnfred. Forår 1954 tilbage i læreplads.
Her vil jeg lige, som indskud, fortælle lidt om min læremester, min morbror Helge Lohmann. Han havde, udover 7 års skolegang i Åsum skole, også ophold på Dalum Landbrugsskole og Ryslinge Højskole som basis. Han var et udpræget ordensmenneske, hvor redskaber altid blev rengjort og klargjort efter brug, klar til ny indsats. Han var tidligt en slags driftsleder på gården for sine yngre søskende p.g.a. faderens meget fravær i Rigsdagen i København. Der var også tit brug for daglejere i datidens landbrug, hvoraf een hed Knud Bæk.
I 1937 blev min morbror valgt til sognerådsformand i den daværende Seden-Åsum kommune og afløste gdr. Peder Nielsen, Dalholm i Åsum. Der var visselig nok at kæmpe med for datidens sognerådsformænd i de små landkommuner, der ikke havde nogen længere uddannelser bag sig. Een af de helt store udfordringer var implementeringen af K.K. Steinckes socialreform fra 1933. Endnu står på bogreolen på Hlidarende en tyk bog i blåt bind, som var udgivet af sognerådsforeningen med vejledning i tolkningen af reformen, der betegnede den officielle fødsel af velfærdsstaten.
I 1940 kom så yderligere rationeringen under Anden verdenskrig, der belastede sognerådene yderligere. Hvert kvartal blev der i Åsum Forsamlingshus gamle sal uddelt rationeringskort.
De var dagen før bragt til gården, og om natten var de oplagret under min ugifte mosters seng, der blev betragtet som det område på gården, der var bedst sikret mod ulovlig indtrængen !!
I 1943 blev min morbror afløst på posten, så vidt jeg husker af tømrermester Karl Nielsen.
Forår 1954 tilbage efter Askov opholdet. Sidst i 1955 begyndte sælsomme ting at ske. Nogle citater fra min dagbog, som min morbror havde belært mig om at føre, afslører hele dramaet: Torsdag d. 22. September: Tandlæge kl. 11. Eftermiddag: Pløjet møg ned. Aften: Til Høstfest. Ved denne høstfest var også en vis 20 årig pige, Rita Nielsen, med. Hun gik på Odense Fagskole, men havde året før tjent ved Agnete og Olav Nielsen på Dalholm. Derfor var hun budt med denne aften. Eneste irritationsmoment den aften var en medhjælper på Dalholm, der gik temmelig meget i vejen. Dagbogen den første oktober fortæller: Renset hegn af i Degneløkken. Slået græsplæner. JAGTEN GÅR IND !! Og jeg erindrer, at det ikke alene drejede sig om harejagten, der også gik ind på den dato!
Vi springer lynhurtigt frem til 16. marts 1957, hvor Rita og jeg blev gift i Vor Frue Kirke i Odense. Vi blev viet af pastor Lindskrog, som jeg også 12 år tidligere havde haft til religion på Odense Katedralskole. Festen stod i Smedenes Hus på Østerbæksvej, og det blev et brag af en fest.
Her mødtes Ritas familie, overvejende faglærte håndværkere og dermed gode, danske socialdemokrater, med min familie, hvoraf mange tilhørte den danske bondestand og dermed partiet Venstre. Min svigerfar, Gabriel Nielsen, var uddannet som tømrer, og det viste sig at være en ren velsignelse for et gammelt stuehus som Hlidarendes, hvor de hængende døre snart blev kilet op, så de ikke længere skrabede på dørtrinene ved lukning.
I øvrigt blev min svigerfar af nogen betragtet som lidt af en kapitalist, fordi han havde en udlejningsejendom (Palnatokesvej 54) i Odense med 6 lejligheder, hvoraf han selv boede i den ene.
Med til bryllupsfesten var, udover familie og nære venner, også Ritas tidligere arbejdsgivere, Agnete og Olav Nielsen, Dalholm, og proprietær (titlen er vigtig!!) Petersen og frue, Gillestedgård, der var Ritas første tjenestested. Gillestedgård lå, hvor BILTEMA ligger i dag på Åsumvej. Gårdens jorder lå, hvor nu Vollsmose er bygget. På grund af mine forældres nære arbejdsrelationer til Åsum Kirke var også sognepræsten Ole Borch Madsen og hans kone Else med.
En uge før brylluppet havde jeg sået 4 td. ld. byg nederst i Degneløkken. Bryllupsaftenen slog vejret om, og vi kørte hjem i snevejr, og vinteren holdt sig i 14 dage efter. Fra 1. april 1957 forpagtede vi Hlidarende, og min morbror og moster, Maren, blev boende på stedet.
Landbruget: Jeg interesserede mig ikke for husdyrbrug og koncentrerede mig derfor om planteavl. Igennem 1950'erne havde konservesfabrikken PLUMROSE i Odense store arealer med konservesærter på kontrakt med bønderne i Åsum. Deres energiske konsulent, Erik Randløv, var igennem årene kontaktmanden til firmaet. Igennem ham fik jeg fra 1960 og frem kontrakter på grønkål og gulerødder.
Degneløkkens lette sandjord var især velegnet til gulerødder. Disse afgrøder blev dengang høstet manuelt, hvorfor der også kunne være en rimelig fortjeneste ved avlen. Fra september og frem til december baksede Rita og jeg med det, også nu og da i lidt barsk vejr. Da vores 3 børn efterhånden voksede til gav de også en hånd med efter skoletid, en adspredelse, der var gavnlig på den tid, hvor Maos lille Røde var ved at blive kult på nogle skoler. Iøvrigt var det Rita, der holdt lidt kontrol med, om børnene nu fik gjort deres lektier. Jeg havde mest tankerne på landbrugets nogenlunde permanente krisetilstand!
I 1970 kom en afveksling. På grund af en lidt dårlig høst fandt jeg et midlertidigt job uden for landbruget. Fraugde Plovfabrik søgte en medarbejder på lageret. Jeg søgte og fik det. Det var faktisk lige noget for mig. Jeg skulle ekspedere ordrer fra hele landet til maskinforretninger, der handlede med landbrugsmaskiner. Herudover var der detailsalg til omegnens landmænd. Også den konstante opfyldning på reolerne på lageret skulle en kollega og jeg klare. Indimellem blev jeg sendt til Odense for i banken at indbetale større beløb for leverancer. Det var før netbank!!!
Og så fik jeg af og til et kært nichearbejde: Jeg skulle klargøre direktør Peder Mortensens bil, før han skulle køre til København til møder i JERNETS ARBEJDSGIVERFORENING. Bilen var een af de ældre, klassiske biler: En BMW fra 1937, altså en rigtig klassiker. Til klargøring hørte naturligvis også prøvekørsel!! Iøvrigt sagde lagerforvalteren en dag til mig: Ja, så længe du er her, skal du naturligvis ikke betale for plovdele. Bare tag til eget forbrug. Fabrikken var faktisk økonomisk godt kørende, så jeg blev overrasket , da den forholdsvis få år efter blev opslugt af Kverneland. 1971 tilbage til landbruget---- men kun for en kort bemærkning.
I 1974 havde tiderne ændret sig. Høsten af gulerødder og grønkål var ved at blive mekaniseret, så der ikke længere var fortjenester ved håndarbejdet. Samtidig kom oliekrisen, der betød store udgifter til opvarmning. En dag var der en annonce i avisen, hvor det gamle Odensefirma BLUMØLLER søgte to medarbejdere i moden alder. Henvendelse på fabrikken i Enggade mandag morgen kl. 7. Der var en kø på 10 og der skulle kun bruges to. Jeg kom så ind til driftleder Helge Olsen, der var nærmest legendarisk i firmaet, idet han havde været ansat siden 1930, da firmaet hed Blumensaadt. Det var startet i 1835 i Nedergade i Odense. Han sagde, at der faktisk var flere med landbrug i firmaet, fordi han havde erfaret, at landbrugere var gode til at tage selvstændige initiativer, når det krævedes. Jeg tog det som en stor kompliment, og jeg blev antaget.
Min trofaste pendlerbil igennem 15 år som deltidslandmand,
en Citroën 2 CV.
Det var et fantastisk godt firma at arbejde i. Faktisk kunne det i de sidste 3 år med håndhøstet grønkål fikses sådan, at jeg fik et par ugers orlov til høst af grønkål. Jeg blev ansat på fabrikken i Enggade. Bygningen havde firmaet købt af landboforeningernes frøforsyning og bygget den om til produktionen af firmaets største succesprodukt, BIOTEX, der siden midten af 1960'erne havde gjort det stort og satte det i stand til i 1976 at åbne en ny, stor fabrik på Petersmindevej i Odense, hvortil jeg blev overflyttet sidst på året.
Jeg var ansat Blumøller i 17 år, indtil jeg gik på efterløn i 1991. Fra 1992 var jorden bortforpagtet til grd. Erik Jensen, Rågelund, der var vores ældste søns første tjenestested. I 1994 solgte vi gården til vores yngste søn, Svend, der er offentlig ansat. Vi købte hus på Åsumvej 235, hvor vi nu snart har boet i 20 år.
Efterskrift. Rita og jeg er den sidste generation, der har oplevet et landbrug med en aftægtsordning, hvor den ældre generation, i vores tilfælde en morbror og moster, begge ugift.
De levede til 1973 og 1974, det vil sige under vore tre børns opvækst. Systemet var jo ofte meget problematisk, men i vores tilfælde gik det faktisk meget godt. Og så må man ikke glemme een ting: Hvor vor tids håbløst forgældede landmænd ofte skal kæmpe en svær kamp med deres bank, når der skal investeres i noget, så kunne en sagte banken på døren ind til aftægtsstuen med en efterfølgende forelæggelse af et økonomisk problem, f. eks. som i 1961, da vi skulle investere i en bugseret mejetærsker, udløse et rente- og afdragsfrit lån!!
Ligeledes blev børnene jo ofte begavet med det ene og det andet.!!