En købmandsforretning i Aasum i 1920’erne og 1930’erne (3)
Hans Erik Dybkjær
Barndomsårene husker jeg fra fire års alderen, især da farfar, ”Bedste”, døde. Han blev 89 år. Han lå i sin kiste, som stod over i det gamle hus. Jeg skulle se ham endnu engang inden begravelsen. Jeg husker også ”Bedste”, når han sad over i det gamle hus og lavede kurve. Han kunne også lave pilefløjter, og han stegte æbler til os drenge. Han havde en kakkelovn, hvor æblerne blev lagt på jernristen – de smagte rigtig godt.
Vi spiste alle sammen i køkkenet både morgen, middag og aften. Den gang var det almindelig med øllebrød om morgenen. Varm mad om middagen bestod tit af stegt flæsk og kartofler, forret som regel grød, byg, ris, manna, om sommeren tykmælk eller frugtgrød med mælk.
Min mor var dygtig til at lave mad, og især bagning gik hun op i. Bagte franskbrødjulekage, boller og forsk. småkager. Ligeledes syltede og henkogte mor jordbær, hindbær, ribs og solbær; saft blev der også lavet, samt ribsgele. Far passede forretning, hvor mor ind imellem hjalp til. Far havde også en ret stor have, hvor han dyrkede mest kartofler og lidt grøntsager. Der var også en del frugttræer, æbler,
pærer, samt kirsebær. Der har været nok at se til dagen lang, især når mor skulle lave mad, vaske, stå for rengøring, hjælpe til i forretning, samt stopning af strømper, reparation af tøj, strikning af nye sokker, det var meget almindelig dengang.
Det var godt, at de to ældste var piger, så havde min mor og far lidt hjælp der. Senere måtte vi drenge også hjælpe til både ude og inde. Det har vi ikke taget nogen skade af, tværtimod. Vi blev kendt med at bestille noget i en tidlig alder, vi fik lært, at ville vi opnå noget her i tilværelsen, måtte vi yde noget.
Der var meget ringe bad og toiletforhold i datidens huse. Vi havde wc, lokum, som det kaldes, det var installeret i gavlen i det gamle hus. Det var ikke altid spændende at komme på wc, især ikke om vinteren. Der var godt 25 meter at gå, sommetider i sne og frost. Det kunne træffe sig, vi mødte en rotte. Det var ikke rart.
Vask foregik i køkkenet. Vandet blev pumpet op med end håndpumpe fra brønden i indkørslen. Opvask fandt sted på samme måde. Afløb fra vask løb ud i en sivebrønd. Når den så løb fuld eller på anden måde var stoppet, løb kloakvandet ned af gaden og derfra ned i en vejgrøft. Det var den tids måde at komme af med kloakvand. Det var ikke rart for nogen, men heldigvis fik vi kloakeret i Aasum, men
der gik en del år. Det var også noget af en opgave, når vi børn skulde have et karbad.
Det foregik ikke så tit, men en gang imellem blev zinkbaljen taget i brug. Der skulle jo en del vand til, når så mange skulle vaskes. Tænk engang, hvor nemt det er i dag, bare drej op for hanen, så er der vand i håndvask, brusekabine, vaskemaskine og karbad m.m.
Vaskehus og tøjvask
Der var også vaskehus i det gamle hus. Der var to hedegryder til at koge tøj i. Det var en stor opgave at vaske tøj i gamle dage. Vand til at vaske i blev hentet i 10 l spande fra en brønd ca. 20-25 m derfra. Vandet blev pumpet op ved håndkraft fra en dertil indrettet jernpumpe. Der skulle mange spande vand til for at fylde hedegryderne op. Det skete som regel aftenen før, tøjet skulle sættes i blød først.
Om morgenen blev der tændt op under hedegryderne, tøjet skulle koges og derefter skylles i et stort kar, forinden var tøjet blevet kørt igennem en vrikkemaskine, eller vasket på et vaskebræt m/riller. Derefter blev tøjet vredet op medhåndkraft eller vridemaskine.
Tøjet blev hængt op ude på tøjsnore, der var spændt op mellem nogle jern- eller træstænger. Senere blev tøjet lagt sammenstrøget eller rullet. Min Mor havde en trærulle m/sten i, den stod i kælderen i det nye hus. Alle vi børn måtte tage et nap med, når der skulle vaskes, hentevand, trække vride- eller vrikkemaskine, og ikke mindst rullen. En storvask i de dage var drøj at komme igennem. Vaskemidler
var mest soda, blød sæbe og sæbespåner, senere kom der mere moderne vaskemidler og vaske-maskiner. Først da vaskemaskiner kom til, lettede det især for kvinderne, der havde det hårdt i de år.
Tøjrulle, hvor man lagde store sten i bunden for at gøre den tung
Truet med pistol hos kommunekassereren for Seden-Aasum Sogn
Min far var kommunekasserer, det var fra 1932-36. Det var ikke nogen stor kommune Seden-Aasum. Jeg husker min far fortalte, at der kom en ny socialreform, K.K. Steincke var socialminister i de år. Det var en ret omfattende lov, der var meget at sætte sig ind i for en ny kasserer. Der blev udbetalt en del social- og fattighjælp, da der var meget stor arbejdsløshed i de år.
En gang min far skulle udbetale kontanthjælp til en person fra Seden Strandby, blev denne person lidt ophidset på min far. Han var truende og lidt gal i hovedet, og han var ikke tilfreds med det beløb, min far udbetalte. Min bror Aksel var tilfældigvis inde på kontoret og overværede episoden. Han sprang op og pegede på manden med en legetøjspistol. Manden blev noget forskrækket og forsvandt skyndsomst ud af kontoret. Senere forlød det også, at det var for galt, at han var blevet truet på livet på kommune-kontoret. Der skete ikke yderligere i sagen, så vidt jeg husker. Hvad ville der ske i dagens Danmark, hvis det samme fandt sted?
Telefon – en fællessag
Telefon fik min far også med årene. Det præcise årstal kan jeg ikke huske, men i begyndelsen havde min far telefon koblet sammen gårdejer Hans Møllegård, Thoruplund. Det var en særlig anordning, hvor der skulle trykkes på en knap, så der blev stillet om til den ene eller modsat den anden. En mærkelig metode, men det var også kun i starten.
Centralen lå i Marslev, og nummeret var i mange år Marslev 66. Man løftede røret efter opringning, straks var der en stemme, der meldte centralens navn: Marslev. Skulle man ringe til København, skulle man ringe Marslev op først, så skulle man forlange Rigs-telefonen. Der kunne godt være en del ventetid.
I mange år benyttede sygeplejersken, der var nabo, telefonen. Tit måtte vi løbe ind og kalde syge-plejersken til telefonen. Det var gratis service. Taksten for at benytte telefonen var 15-20 øre for 3 minutter.
Brødrene Anders og Christian Walther benyttede også telefonen med jævne mellemrum. Anders ringede op til en slagter. Han sagde altid: ”hulla” – ikke ”hallo” som andre – ”jeg har en spædekalv, kan I komme og slagte den”. Han råbte det ind i telefonrøret.
Christian kom en gang under krigen, det var lige efter den 29. august 1943, hvor der var tale om, at våben skulle afleveres til politiet. Han ringede op og fik forbindelse, men det var en tysker, der tog telefonen.
Så det blev en kort samtale, for Christian kunne ikke tysk, og tyskeren kunne ikke dansk. Jeg tror nok, at Christian gemte sine gamle jagtgeværer op på høloftet. Andre skulle have fulgt hans eksempel – f. eks. min far og jeg selv. Vi afleverede alle vore gode geværer til politiet. De var indregistreret gennem skytteforeningen, så risikoen for ikke at aflevere var stor.